flere
FO-Aarhus på facebook

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

* betyder at feltet er nødvendigt

Debat/læserne mener

Læs debatindlæg fra Nicolai.dk samt kommentarer fra læserne.

Læs mere »

Deltag i debatterne ved at skrive en kommentar under artiklen.

 

Jeg vil gerne slå et slag for aftenskolerne.

Jeg kan ikke skjule, at det bliver et partsindlæg, for jeg har faktisk efterhånden arbejdet 10 år i aftenskolesammenhæng, først på Aarhus Kunstakademi og nu i FO-Aarhus, så jeg er ikke uvildig.

Jeg elsker aftenskolen.

Jeg har hele mit professionelle liv arbejdet i uddannelsessektoren. Universitetet, gymnasiet, folkeskolen - faktisk i dén rækkefølge, selv om det måske kan synes lidt omvendt - og jeg er nok mest imponeret over aftenskolen.

Måske fordi den er så mangfoldig. Man kan gøre den meget ambitiøs på den faglige indlæring, tage jagttegn eller førstehjælpsprøve, forberede sig til optagelsesprøver til andre uddannelser, der kræver den slags, men man kan også lægge vægt på det sociale element. Min svoger har i en årrække gået til fransk, og som han siger: »Vi er for gamle til helt at lære det, men vi har det rart undervejs med kageturnus og alt muligt«.

 

Men lad os lige tage et nærmere blik på fænomenet, inden vi går videre. Jeg kaldte det "aftenskole", og det var sådan set med velberådet hu. Så ved folk nemlig, hvad jeg taler om. Men jeg vil egentlig hellere kalde det folkeoplysning, for det er nemlig det, det er. Altså i familie med højskolen, og set på den måde er det en stor og broget familie.

Folkeoplysning er altså meget mere end "aftenskole", og den har aner langt tilbage i tiden. Den var et ægte barn af 1700-tallets oplysningstanker og har altid brudt grænser og barrierer til gavn for de samfundslag, der ikke tilhørte eliten.

Den tog således i 1800-tallet hånd om de mest forarmede husmænd og daglejere på landet, hvis grænser var sat af mangel på uddannelse.

Senere blev folkeoplysningen en hovedinspiration for de selvorganiserede folkelige bevægelser - fagbevægelsen, andelsbevægelsen, kooperationen, de religiøse vækkelser, for blot at nævne de vigtigste.

Deres mål var det samme som bøndernes, nemlig at overvinde de barrierer, der gjorde, at de ikke havde adgang til de kulturelle og demokratiske institutioner.

Altså viden, læring og erfaringsudveksling. Oparbejdelse af de kompetencer, der gør det muligt for os at blive herre over vores eget liv - i hvert fald på den måde, at vi har midlerne til at forfølge vores egne drømme.

En del af uddannelsessystemet

Jeg tænker derfor altid på folkeoplysningen som en del af vores uddannelsessystem. Jeg ved godt, at det er lidt kontroversielt, og Grundtvig ville sikkert heller ikke bryde sig om det.

Men hvis man anlægger helikoptersynsvinklen, kan man betragte uddannelsessystemet som en tredækker: Der er den obligatoriske uddannelse, den, vi alle skal igennem, fordi der er undervisningspligt her i landet.

Dernæst er der den formelle, professionelle uddannelse, den, der giver os en faglighed, vi kan leve af: Vi bliver smede, sosu'er, advokater eller andet.

Og så er der det, der i bred forstand er folkeoplysning.

Forskellen er klar, for mens andre bestemmer både, hvad vi skal lære, oghvordan vi skal lære det på de to første dæk, er det os selv, der tager roret på det tredje.

I aftenskolen er der hverken læringsplaner eller nationale test, og Pisa er en by i Italien.

Og alligevel: Selvfølgelig er der læringsplaner, for de ligger deri, at vi, når vi går til det folkeoplysende, udmærket ved - om ikke andet så pr. mavefornemmelse - hvad vi vil lære eller have prøvet af, og "eksamen" er bestået, hvis vi synes, at vi kan bruge det til noget, eller det måske bare har gjort os klogere på noget; os selv, vores by, vores verden eller vores historie.

Ja, kun fantasien sætter grænser for de emner, vi kan beskæftige os med, og det selvorganiserende ligger så dybt i aftenskolernes DNA, at jeg nok ville kigge en ekstra gang, hvis en aftenskole siger nej, hvis en håndfuld mennesker møder op med et ønske til et foredrag, en studiekreds eller en ugentlig aften i vinterhalvåret.

Og der er mange, der møder op, for Aarhus Kommune ligger faktisk helt i top på landsplan, hvad angår aftenskoleaktivitet målt i forhold til indbyggere.

Aftenskole _vifo _ts _448 X 254

Foto: VIFO/Thomas Søndergaard

  

Aarhus Kommune yder også et økonomisk tilskud til aftenskoleområdet.

Det er penge, der dels tjener til at holde brugernes egenbetaling nede, dels - men i mindre omfang - til at tilgodese visse grupper, f.eks. at sikre bedre økonomi for skolerne ved mindre holdstørrelse, ved instrumentalundervisning eller handicapundervisning.

Det økonomiske tilskud ligger nogenlunde stabilt på små 40 mio. kr. årligt, og jeg ville da være en umulig repræsentant for området, hvis ikke jeg påstod, at det er alt for lidt - sådan er dét jo.

Jeg vil imidlertid ikke skjule, at set på landsplan er dét tilskud, Aarhus Kommune yder til sine aftenskoler, faktisk placeret i den gode ende. Men, for der er altid et men: Den ekstremt høje aktivitet betyder så omvendt, at Aarhus Kommune ligger ret langt nede på listen, når det gælder tilskuddet pr. deltager - der er altså ret mange, der skal dele kagen.

Uudnyttet potentiale?

Men tilbage til sagen: Det høje aktivitetsniveau betyder også, at aftenskolerne sætter et markant præg på byen, især på kulturområdet.

Et hav af koncerter, kor-optrædener, forfatterforedrag, byhistoriske rundvisninger, teaterforestillinger, kunstudstillinger og små og store events (Sculpture by the Sea, Tall Ships Races, Aarhus Festuge, listen er lang) har varierende store fingeraftryk af de knap 40 mio., Aarhus Kommune yder om året.

I stedet for at råbe »Send flere penge« vil jeg opfordre kommunens politikere til at overveje, om de i virkeligheden udnytter dette potentiale tilstrækkeligt.

Tales der kulturpolitik, nævnes aftenskolerne kun forbigående, men faktisk kunne man udnytte potentialet bedre. Man kunne henvende sig og sige, hvad man gerne vil have, og jeg er sikker på, vi ville lytte opmærksomt.

Kulturpolitiske partnerskaber kunne udvides til partnerskaber på andre områder.

Hvem siger, at noget af det, vi arbejder med, ikke kunne falde i tråd med det, man tumler med hos Magistraten for Sundhed og Omsorg?

Eller hos Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Eller Magistraten for Teknik og Miljø?

Der er blevet talt en del om partnerskaber mellem kommunale opgaver og frivillighed. Hvorfor ikke også - i langt højere grad, for det findes faktisk - mellem kommunale opgaver og folkeoplysning?

Og hvis nogen skulle slå syv kors for sig og tale om armslængdeprincip, vil jeg være helt rolig: Folkeoplysningen er alt for rodfæstet og egensindig til, at den kan omklamres rent politisk - og politikerne er vel også trods alt for kloge til at gøre forsøget.

Palle Vinther, FO-Aarhus