Visum, aftaler og privat indkvartering. Forberedelserne er i fuld gang hos værterne for fire unge palæstinensere, der skal besøge Aarhus til august.

Det er FO-Aarhus i samarbejde med Ole Jessen, der sammen med Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad inviterer de unge palæstinensere til byen. Alle fire er både studerende og politisk aktive hjemme i Ramallah. I Aarhus skal palæstinenserne blandt andet ud på skoler, gymnasier og fritidstilbud for at tale med unge med tilknytning til de udsatte boligområder i Aarhus, om hvor stor betydning uddannelse har for deres fremtid.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad siger om de fire palæstinensere, at de sagtens kan fungere som rollemodeller for aarhusianerne:

"Sådan som jeg har fået det beskrevet , er de fire unge palæstinensere alle sammen unge mennesker, der arbejder hårdt og ihærdigt for at få en god uddannelse. Jeg er  sikker på, at det vil være meget inspirerende for en hel del unge her i Aarhus at møde dem.", siger han.

Udover at besøge forskellige uddannelsesinstitutioner og fritidstilbud skal de unge gæster også møde Aarhus Ungdomsbyråd og politikere fra Aarhus byråd på Rådhuset.

Vi følger besøget tæt. Du kan læse meget mere om de unge palæstinenseres oplevelser i Aarhus her på siden til august.