Freelancejournalist
Ældre fortjener mere end kaffe og kage
17. jan 2017
Sundhedscentret Saxild Strand byder med et nyt program for 2017 ældre, der er ramt af sygdom, og deres pårørende velkommen på ferie- og rekreationsophold i vandkanten. Stedets daglige leder, Henrik Woer, tænker sundhed vidt, så han sørger for at gæster på Saxild Strand får rørt både krop, hjerte og hjerne.
Af Anne Noller Nygaard
Det klassiske badehotel i rødt og hvidt træ står med sin veranda ud mod haven lige ned til de skummende bølger ved Saxild Strand. Hotellet har fået nyere tilbygninger og faciliteter, så det de sidste fire år har kunnet huse Sundhedscentret Saxild Strand. Her kan syge over 55 og deres pårørende få et friskt pusterum på rekreations- og ferieophold. Med udsigten til strandkanten og ild i pejsen er det nemt at forestille sig, at det gamle badehotel er en ideel ramme at komme til hægterne i.
Op af stolen
Den daglige leder, Henrik Woer, viser motionsrum og behandlingslokaler frem. Han fortæller, at der på alle ophold medvirker sundhedsfagligt personale. "De tager sig af den fysiske træning, som passer til kursets målgruppe, for eksempel mennesker med osteoporose", siger han.
Træning af kroppen er en vigtig del af at et ophold, men Henrik Woer har også en anden ambition, som, for ham, er ligeså væsentlig. Hjernen skal bevæges.
Et ophold på sundhedscentret betyder derfor også foredrag og debat. Gerne noget, der kan få folk op af rollatorer og stole. Han har sit eget kriterium for succes:
"Jeg vil hellere have, at en af kursisterne udvandrer i protest fra et foredrag, fordi vedkommende har taget stilling, end at vi kun når til at blive enige om, hvor dejligt det hele er her".
Tages alvorligt
Henrik Woer ser en tendens på ældreområdet til at tro, at velvære kommer af en lang række arrangementer med kaffe, kage og fællessang. Fra hans perspektiv er det en misforståelse at tro, at de ældre får det bedre af at blive pleaset.
"Selvom folk er generede af sygdom og alderdom, så fortjener de, at vi bliver ved med at forvente noget af dem", siger han og kommer i tanke om et politisk debatarrangement, hvor en ellers tavs tilhører med alzheimer pludselig rejste sig for at påpege, at panelet tog fejl, fordi de havde misforstået aspekter i det politiske emne. "Det var en succes for mig", siger Henrik Woer, der vil blive ved med, at arbejde for at sundhed tænkes videre.
Fakta
Sundhedscentret Saxild Strand:
- Udbyder året rundt rekreations- og ferieophold for syge over 55 og deres pårørende.
- Samarbejder med Alzheimerforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Osteoporoseforeningen, Danmarks Lungeforening, Ældresagen med flere.
- Ophold kræver ikke visitation.
- Drives af FO-Aarhus.
- Er en selvejende institution under Aarhus Kommune.
Find det nye katalog her.