10. juli 2017

Bob Dylans sangtekster er meget mere end bare ord - de besidder en langt større betydning, og oftest en kritik af samfundsmæssige problematikker, som står FO-Aarhus nært.

Af Annemette Karkov

"I've stumbled on the side of twelve misty mountains, I've walked and I've crawled on six crooked highways, I've stepped in the middle of seven sad forest, I've been out in front of a dozen dead oceans".Sådan citerede min sangskrivnings-lærer med begejstring og ærekærhed Bob Dylans tekst til "A Hard Rain's A-Gonna Fall". Han gjorde det for at understrege, hvor fantastiske og poetiske sangtekster man kan skrive, og jeg husker, at jeg tænkte: "Det vil jeg også kunne!". Han er en af de kunstnere, hvis sange der er lavet uendelige mange coverversioner af. Man kan om muligt kalde ham manden, der revolutionerede singer/songwriter stilen til det, den er i dag. Dyk ned i Bob Dylans univers og opdag, hvordan han gang på gang formår at røre mennesker med sine tekster, og hvorfor de stadig er relevante i dag i relation til FO-Aarhus.

Musiker og poet

Personligt synes jeg den nasale, monotone, dovne stemme, hvis fraseringer glider rundt på tonerne bliver en smule for overdrevet og anstrengende at høre på i længden. Men man må give ham, at den er karakteristisk, og man er aldrig i tvivl om, når det er ham, som synger. Jeg tror, han er af de kunstnere, som man enten elsker eller hader. Endvidere er musikken imponerende simpel at spille - "Blowin in the Wind" er bl.a. en af de første numre, man lærer at spille på guitar, fordi den består af højst 5 forskellige akkorder. Sangene er dog rytmisk svære, fordi han snakker/synger så hurtigt og uforudsigeligt. Det siges, at Bob Dylan skrev poesi ved siden af sit virke som musiker, hvilket man også kan fornemme i hans sangtekster på grund af den rytmiske kompleksitet. Det kan næsten opfattes som nutidens Poetry Slam.

Der hvor Bob Dylan har sin berettigelse er i form af hans store sangskrivertalent. Det er tydeligt at han er inspireret af skønlitteratur. Han bruger flere forskellige litterære virkemidler og til tider nævner han nogle af skønlitteraturens store forfattere i sine sangtekster samt refererer til bibelske lignelser. Hans sangtekster er poetiske, og han benytter sig af adskillige metaforer, som er kendetegnet genren. Samtidig så er flere af hans sange skrevet som små historier på vers, bl.a. "Hurricane", ligesom folkeviserne var.

Temaerne i hans sange kan være trivielle konflikter, såsom kærestesorger, i sangen "Don't think twice, it's allright". Han prædiker også ofte om uretfærdighed og kontrasterne i samfundet. Han skrev sig bl.a. ind i en politisk racedebat om sorte igennem sange som "Only a Pawn in Their Game", men hans tekster udviklede sig til at blive en større kritik af USA's retssystem og manglende retfærdighed for bestemte befolkningsgrupper såsom hjemløse, fattige, kvinder og som nævnt sorte. Han efterlod med hver sang en kritisk, mellem-linjerne kommentar til forskellige problematikker og gav musikken en stemme i en større politisk debat. En anden ting der især har præget Bob Dylans tekster er menneskets lod i livet og ligegyldigheden.

Hans tekster er gennemsyrede af hans refleksive sind over de ting, som de fleste mennesker selv reflekterer over - han formår bare at sætte ord på dem. Til tider virker det som om, han lukker os helt ind i sit univers af et kæmpe tankemylder, som han har struktureret i vers og lagt musik på. Enhver sangskriver har et ønske om at bevæge eller røre noget i nogen og har et decideret behov for at udtrykke sig. Det virker på mig som om, at det er en nødvendighed for Bob Dylan at dele sit inderste - det som muligvis er allermest sårbart - for kunstens- og publikums skyld. Teksterne virker nøgterne men samtidig yderst betydningsfulde. Bob Dylan skriver med så stor en overbevisning og med et flair for billedsprog, at han formår at ramme mange igennem sine tekster, fordi de fleste kan associere sig med det, han skriver om.

 

Tidløse konflikter

Problematikkerne er, desværre, tidsløse. Adskillige af Bob Dylans tekster kan læses op på nutidens konflikter. Disse problematikker er også nogle FO-Aarhus har taget fat i inden for det seneste år, da det er problematikker, som fylder meget i det enkelte menneskes liv og samtiden. FO-Aarhus har et ønske om at skabe debatarrangementer omkring disse aktuelle problematikker. Den 14. november sidste år afholdte FO-Aarhus i samarbejde med Studenterhuset Aarhus et foredrag af Clement Kjersgaard -  "Verden i Kaos". Det var et foredrag, som handlede om verdens aktuelle tilstand i form af vælgerprotester såsom Brexit og Trump. Bob Dylan skrev i 1964 sangen "Only a Pawn in their Game" fra albummet "The Times They Are A-Changin", hvor andet vers illustrerer en politiker, som bruger "Os vs. Dem", som et skræmmebillede og som et argument for sin politiske stillingtagen. Den sang kunne lige så godt være skrevet i dag. Trump har i den grad benyttet sig af "Os vs. Dem" i forhold til mexicanerne og muslimerne. Selve problematikken omkring "Os vs. Dem" er noget, som FO-Aarhus lægger stor vægt på bl.a. med projektet "De blå Stjerner", som er et forsøg på at skabe dialog og samtidig nedbryde den mur, der er mellem danske-somaliere og danskere. Problematikken var også at finde i arrangementer omkring hjemløse i Aarhus sidste år, som gav et indblik i en verden, som ligger langt fra den almene danskers.

Endnu et punkt Bob Dylan skrev om i sangen "The Times They Are A-Changin", fra samme plade, er klimaproblemer. Her benytter han sig af en smule bibelsk Noah Arks idé, om stormflod og oversvømmelse, som et udtryk for at tiderne har ændret sig. Selvom dette kan læses som en metaforisk opfattelse af, "at vi er kommet så langt ud, at vi ikke kan bunde", så er det i og for sig meget sigende for, hvordan vandstanden stiger og indlandsisen smelter pga. CO2.  Klimaproblemer er ligeledes noget FO-Aarhus aktivt deltager i at sætte på dagsordenen ved bl.a. at sponsorerer åbningsdagen for den aarhusianske installation "Climate Planet".

Ikke alle Bob Dylans tekster handler om socialpolitik. Der er også plads til de menneskelige sindskonflikter, som Bob Dylan skriver om i flere forskellige sange. Der kan bl.a. nævnes "Mr. Taumburine Man", "Like a rolling stone" og "I threw it all away".  Her er FO-Aarhus også en medspiller ved at have afholdt et foredrag om studenterpræsterne sidste år. Studenterpræsterne hjælper til dagligt ved hjælp af samtaler studerende, som har det svært.

_______________________________________________________________________

Hvis man finder sangtekster og analysen af dem interessante og gerne vil læse op på nogle af Bob Dylans indflydelsesrige og slående tekster, så vil jeg foreslå:

Only a Pawn in their Game

A Hards Rain A-Gonna Fall

Masters of War

Restless Farewell

It's Alright Ma (I'm Only Bleeding)

I Threw It All Away

Sign on the Window¨

I Forgot More Than You'll Ever Know

Dirge

Man in the Long Black Coat

Chimes of Freedom

I Don't Believe You

Just Like a Woman