2. marts 2017

RUNAAR er tidens svar til løbe-glade aarhusianere. Har du overskud og lyst? Så dukker du op. Er du ramt af forkølelse og træthed? Så springer du over. Det uforpligtende løbefæl-lesskab er i perfekt harmoni med din øvrige hverdag.


Af Maria Bjerrum Sørensen

Årets DM-fest blev afholdt den 4. februar i Hermans ved Tivoli Friheden. Her var FO-Aarhus' Fællesskabspris med for andet år i streg. Prisen går til personer og foreninger, som skaber frodige rammer for fællesskaber i sportsligt regi. Med æren følger en erkendtlighed på 10.000 kr. til vinderen, som sidste år blev løbefællesskabet RUNAAR. Vi har spurgt en af initiativtagerne bag Run for Aarhus, Søren Bisbo, hvordan det er gået i det forgangne år siden prisoverrækkelsen.

"Vi løb den første tur som en lille nystartet klub i februar 2014. Det er ca. tre år siden, men vi er bestemt ikke blevet mindre, tværtimod, nu ved folk, at vi eksisterer. Nye kommer hele tiden til, mens andre falder fra, som et fællesskab nu engang er" - forklarer Søren.

Runaar er i dag det største løbefællesskab i Aarhus, så noget har Søren Bisbo og de to andre tovholdere, Jacob Halle og Kristian Toftegaard, gjort ganske godt. De har skabt en løbeklub baseret på synlighed, netværk og de sociale medier, fordi de i sin tid så et hul i markedet. Løb er lig med frihed, og det skal vi ikke give køb på, mener initiativtagerne. Det gælder også nutidens krav om tilgængelighed og fleksibilitet, som har betydet, at al kommunikation og tilmelding foregår på Facebook uden nogen form for binding eller bøde, hvis du i sidste øjeblik vælger at blive hjemme.


En klædelig håndsrækning

Et år efter Fællesskabsprisen er Runaar stadig flyvende i løbeskoene. En del af præmiesummen er i mellemtiden blevet brugt til at investere i matchende klubtøj i samarbejde med Adidas og en grafisk designer, og det var ikke tilfældigt, fortæller Søren.

"At vi kan troppe op i ens løbesæt til de officielle løb som Aarhus Motion eller City Halvmaraton og vise, at vi er en del af Runaar-fællesskabet, er helt i tråd med prisen, og det var vigtigt for os".

"Der er blevet taget så godt imod tøjet, at vi gerne vil have lavet et sæt igen i år. Vi vil faktisk gerne bestræbe os på at gøre det hvert år. Det har prisen sat i gang."

Løb i medvind med konfetti og jubel

Én ting kendetegner det aarhusianske terræn, og det er bakkerne, som du svært undgår. Men det preller af på de glade løbere i alskens farver, når de stimler sammen ved Skanseparken, hvor de holder til. Søren forklarer det med, at de gør meget ud af at skabe en fest fra start til slut, fordi det giver et vanvittigt kick.

"Vi klapper hinanden i mål hver eneste gang, vi er ude at løbe, så folk kvitterer med et smil, et klap og et positivt tilråb, når de ser vores løbetøj foran Skt. Pauls Kirkeplads.

Den uformelle og festlige tone er da også det første, der møder dig, når du besøger runaar.dk. Her bliver du ved synet af papir konfetti spurgt, om du vil løbe med eller ej. Hvis dit svar er nej, ryger du direkte videre til "Lær at strikke" i Googles søgefelt.  

Tre gange om ugen har klubben faste afgange med distancer for enhver smag og formåen. Og er der mangel på det sidste, så fortvivl ej. Vi tør godt love, at både din lattermuskel, dit smilebånd og dine sideben vil elske at være med.

Fællesskabsprisen får opbakning

Igen i år stod Torben Dreier klar på scenen til DM-festen med Fællesskabsprisen anno 2016. Den gik til Leo Thorsen og Hei Håndbold, der primært består af frivillige kræfter. Leo har været en vedholdende leder, igangsætter, ungdomstræner og talentudvikler i organisationen i gennem mange år. Han tror på at løfte i flok og formår med sit behagelige og tillidsvækkende væsen at samle folk omkring sig, lyder det fra indstifterne. Leo Thorsen og Hei Håndbold ønskes et stort tillykke herfra.

Ifølge Søren Bisbo er det rigtig vigtigt, at nogen i Aarhus tager initiativ til at hylde fællesskabet og alle de mennesker, der bruger enormt mange frivillige kræfter og timer på det. Fællesskabsprisen viser, at indsatsen er anerkendt, og det gør, at andre er mere tilbøjelige til at kaste sig ud i det.

Også skoleleder Torben Dreier håber, at prisen er med mange år endnu.

 "Sport er et fantastisk middel til at bringe mennesker sammen både inde på banen og udenfor. Et godt fællesskab giver tryghed og skaber trivsel. Det skal vi værne om".