Kommunikationsmedarbejder hos FO-Aarhus
Bryd ud af idealets fængsel
Den 21.03.18
Det summer svagt af snak, mens folk trækker ind fra martskulden og finder sig en plads på stolerækkerne i Studenterhuset. Da Katrine Gisiger kommer ind, hilser hun afslappet på dem, hun genkender, hvorefter hun stille begynder at tegne på tavlen, og snakken forstummer forventningsfuldt i lokalet.
Af Kamilla Regel Poulsen
Blandt de omkring 40 personer i publikum ses kun to mænd, og Katrine har da også typisk fokus på, hvorfor især kvinder overtænker i den grad, som vi gør. Hvorfor føler vi, at vi skal være perfekte? Hvad er det for et ideal, vi prøver at leve op til? Og hvordan er vi blevet så utilfredse med os selv?
Katrine har opnået stor popularitet på bl.a. Instagram, fordi hun ikke blot forsøger at tackle netop de spørgsmål, men fordi hun også bryder med de idealer, vi alle sammen stræber efter. Under hashtagget #perfektuperfekt kan alle følge hendes – og andres – opgør med idealet og al den skam, mennesker pålægger sig selv, når de ikke lever op til det ideal. Det handler om alt det, vi gerne skal kunne og gerne skal være. Alle de ting, vi gør og siger for at passe ind og føle os som en del af fællesskabet.
Taler du grimt til dig selv?
Så er du ikke alene! Katrine lægger selv krop til (bogstavligt talt), når man følger hende på sociale medier, og hun fortæller åbent om, hvordan hun i mange år behandlede sig selv og sin krop så dårligt, at selvleden til sidst var dominerende. ”Jeg havde detaljerede planer for, hvilke ting der skulle ændres ved min egen krop,” fortæller hun, og det virker utroligt, at den kvinde, som i dag viser kroppen frem på Instagram, engang skulle have været så ked af sig selv.
Men det giver mening, og det kommer ikke af sig selv. ”Vi aflæser, at det er ’den rigtige krop’, vi ser på tv eller på de sociale medier.” Katrine arbejder til daglig med personer, der har fået det så skidt med sig selv, at det sætter dem alvorlige begrænsninger i livet. Når vi ser de perfekte billeder på Internettet eller i tv-programmer, hvor personer stråler af overskud og viser den perfekte bikinikrop frem, så drager vi direkte sammenligninger til os selv. Det skaber en kæmpe utilfredshed og leder til en følelse af, at alle andre godt kan finde ud af det – ”det er bare mig, som ikke dur.”
Forventningspres og glansbilleder
Som fælles øvelse inviterer Kathrine publikum til at byde ind med de områder, hvor vi selv føler forventningspres i dagligdagen. Det pres, som konstant stresser i baghovedet, og som kreerer skam, fordi vi hele tiden spørger os selv, hvad andre mon vil tænke om os. Og listen er ikke kort.
Fra forventninger om det både produktive og sociale studieliv, karrieren, overskuddet til familielivet og omgangskredsen til al det forventningspres, der ligger på ens person om at træne, spise sundt, lækkert og økologisk, holde hjemmet pænt, tage på ferier og huske at dyrke sin personlige selvudvikling. Hver gang, vi vælger noget til, medfører det fravalget af – og skammen over – noget andet. ”Og skam er destruktivt – simpelthen,” pointerer Katrine.
Grøn, gul, rød – stop!
Når vi konstant sammenligner os selv med idealets glansbillede, bliver vi stressede over alt det, vi ikke lever op til. Vi lægger planer for store ændringer og fantastiske forbedringer i vores liv, og vi kaster os ud i aktiviteter, der udfordrer vores vante rammer. Og måske overskrider vores grænser. Men det er netop her, Katrine gerne vil sætte ind.
Med modellen for udviklingszonerne tegnet op på tavlen forklarer Katrine, hvordan vi kan gå konstruktivt til værks, når vi gerne vil skabe positive ændringer i vores liv. Grøn zone i midten er vores ”comfort zone”, hvor vi er trygge ved det, vi foretager os; gul zone er zonen for nærmeste udviklingsskridt, hvor vi kan skrue lidt på et parameter og udfordre os selv; rød zone yderst er farezonen, hvor det, vi har kastet os selv ud i, er alt for grænseoverskridende til, at vi kan være i det.
Vores gode udviklingsmuligheder ligger altså i gul zone. Når vi kaster os ud på for dybt vand, blotter os eller sætter os selv for store udfordringer ved at rykke ud i rød zone, kan vi ikke rumme det. I stedet bliver vi så overvældede og bange, at vi bliver slået tilbage i grøn zone for at finde tryghed igen. Hvis vi tilpasser vores udvikling ved at stille os selv mere overskuelige udfordringer, kan vi blive i gul zone; det vil stadig føles usikkert, når vi afprøver grænserne, men vi kan have os selv med hele vejen. Lige så langsomt vil zonerne rykke sig, så det, der tidligere lå helt ude i rød zone, vil føles tættere på og inden for rækkevidde.
Jeg ved selv, hvad der er bedst for mig
Det handler ikke om at nå et bestemt mål. Det handler om at bryde fri af de begrænsninger, vi sætter os selv i ”idealets fængsel”, og for det behøver vi ikke kende endemålet, når vi går i gang. Der er ikke noget bestemt, vi skal, bør eller er nødt til, men der er personlige grænser, vi kan rykke ved for os selv ved at gøre nye ting, skrue på enkelte parametre og bevæge os uden for vores tryggeste zone. Uden konstant at forholde os til, hvad andre mon synes om det, vi gør. Vi ved og bestemmer selv, hvad der er bedst for os.
Katrine Gisiger er 28 år og arbejder med kognitiv kostvejledning i Livsstilshuset, som hun selv har skabt. Derudover holder hun foredrag i hele landet, samt online. Find Katrine på Instagram som @katrine.gisiger og på hendes Facebook side, Katrine Gisiger.
