AP17 Nominering: Rummeligheden
Det efterspurgte tilbud Rummeligheden giver et anderledes forløb til belastede udsatte borgere i Aarhus Kommune: Med helhedsorienteret støtte, vejledning, undervisning, motion og aktiviteter i trygge rammer opnås væsentligt bedret fysisk, psykisk og social sundhed, overskud, trivsel samt lavere medicinforbrug: Desuden øget selvudvikling og selvforståelse, engagement, glæde og livsmod.
Rummeligheden er en helhedsindsat på frivillig basis for det sårbare og udsatte menneske og er en fleksibelt tilrettelagt folkeoplysende aktivitet i henhold til folkeoplysningsloven. Deltagerne hjælpes til selv at blive aktive, udvikle sig psykisk, fysisk og socialt, og tage ansvar. Det kræves af de frivillige, at de er fagfolk med erfaring med udsatte borgere, og der er fokus på trivsel - dels i gruppen og dels hos den enkelte. Det anses, at en forudsætning at få bedre selvforståelse og overskud er at være i god fysisk form, få regelmæssig sund kost, blive aktiv og så medicinfri og klar som muligt.
Rummelighedens målgruppe (+35) har betydelige sociale, psykiske og fysiske vanskeligheder, og nogle af deltagerne har indvandrerbaggrund og sprogproblemer. Flertallet har lidelser som angst, PTSD, fobier, traumer efter overgreb, stress, ADHD, ensomhed og sukkersyge og nogle kan ikke være i egen bolig grundet disse problemer. En del har været meget isolerede, levet på gaden og er funktionelt hjemløse. Gennem deltagelse i Rummelighedens ugerytme i trygge rammer og et styrkende fællesskab, får deltagerne tilbudt personlig hjælp til selvhjælp og livsmestring, aktive sundhedstilbud som fitness, massage, mindfuldness, gåture og yoga, kreative aktiviteter, tilbud om danskundervisning samt bedrede sociale kompetencer og medborgerskab. Desuden støtte til at lære e-boks, netbank, læsning af breve etc., bevidsthed om egen livshistorie og ny personlig udvikling, bl.a. gennem individuelle og fælles samtaler.
Gruppen får daglig tilbudt morgenmad - onsdag bydes også på frokost. De møder hver dag, og melder afbud, hvis de ikke kommer, hvilket ikke er almindeligt. En række meget positive casestories vidner om store forbedringer af deltagernes fysiske og psykiske trivsel, sociale situation og selvstændighed. Siden start er én endda kommet i arbejde og én i praktik. De føler sig set og hørt i trygge og overskuelige rammer, får tillid, stolthed og værdighed samt lyst og mod til at skabe forandring. Såvel bostøtter som Indsats for Førtidspensionister henvender sig ugentlig på vegne af borgere, der har hørt om effekten blandt deltagerne og ønsker plads i gruppen.
Rummeligheden er ikke et sted, som dækker nu-og-her behov, eller hvor deltagerne passivt bliver over-nursede: De skal gennem en proces blive engagerede, selvhjulpne, ansvarlige og glade, trygge borgere, som resultaterne også vidner om. Rummeligheden er et nytænkende bud på fremtidig løsning af behovet for trygge, stabile og udviklende tilbud for de mest udsatte. I dag er der 14 kvindelige deltagere, og pt. ikke kapacitet til flere, men med fondsmidler håber Rummeligheden at kunne udvide med flere hold, hold for begge køn, samt forankring og udbredelse af initiativet. Den særlige helhedsorienterede tilgang til de meget udsatte borgere giver en betydelig sundhedsmæssig styrkelse - både fysisk, psykisk og socialt - til en yderst trængende målgruppe, og fortjener oplagt at blive anerkendt med Sundhedsprisen 2017.
Link til mere information om projekt Rummelighed.