Springbræts elever lærer fra sig
7. juli 2017
Elever fra Holme Skole kom et skridt tættere på en afklaring om fremtiden, da de besøgte Springbræt Aarhus på en af årets sidste aprildage. I dagens anledning havde Springbræts egne elever taget 'instruktør-kasketten' på, og det vakte stor begejstring.
Af Maria Bjerrum Sørensen
Klokken 8:30 fredag den 21. april kommer Kenneth Andersens elever ind ad døren ganske som de plejer velvidende, at dagens skoleskema er erstattet med et besøg fra fem potentielle nye elever. I den anledning har Kenneth, der er den daglige leder af Springbræt Aarhus, tilført et lille twist. Hans elever har fået til opgave at styre slagets gang - noget, som få måneder forinden ville have været en næsten utænkelig udfordring. Alligevel er der denne morgen ikke tegn på nervøsitet at spore hos de unge instruktør-debutanter. De har forberedt sig i flere dage, planlagt programmet og øvet sig i at instruere ved skiftevis at agere "ekspert" og den "nye" over for hinanden. De næste to timer vil de således have ansvaret for at vise og forklare forskellige øvelser til en træningsmakker, de ikke kender.
Stor ros for udbytterig oplevelse
Det er nu et par måneder siden, at Springbræt Aarhus fik besøg fra Holme Skole. Ikke desto mindre har det haft en positiv effekt siden da. Én af gæsterne har tilmeldt sig den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse med start efter sommerferien, og flere har ytret ønske om, at de gerne vil gå der, når de er færdige med folkeskolen. "Vores elever kunne se en del paralleller mellem der, hvor de er nu, og jeres tilbud. De trygge rammer er noget, de profiterer af, samt små fællesskaber, hvor der er plads til forskellige personligheder" - lyder feedbacken fra skolen.
Det var især formen, som vakte stor begejstring - men også en smule forundring blandt gæsterne. "De kom i jeans og store trøjer i stedet for træningstøj, men fordi de stod over for mine elever, så tror jeg ikke, de ville være bekendt at kigge på. Alle deltog med et smil på læben, og sveden dryppede ned af panden på dem" - gengiver Kenneth.
Hans elever, som efterhånden er vant til at skulle italesætte egne motivationsfaktorer, er enige: "Vi er unge, og de er unge" - siger de efterfølgende om, hvorfor det gik så godt.
Klare linjer som middel
Noget af det vigtigste i arbejdet med de her unge mennesker er, at rammerne er gode og trygge. Som et eksempel henviser Kenneth til den plan A, B eller C, som hans elever til hver en tid må benytte sig af. Plan A vil sige, at du er med, plan B at du tager musik i ørerne og sætter dig ud og plan C, at du må tage hjem. Selvom de sjovt nok aldrig benytter sig af den sidste mulighed, så er det vigtigt, at de ved, den er der.
Det er tydeligt, at Kenneth har en helt særlig evne til at få de unge til at føle sig godt tilpas. Det skyldes dels hans tillidsvækkende, rolige personlighed og dels den erfaring, han har fra sit ophold på Nordjyllands Idrætshøjskole. De unges udfordringer gør, at de stivner i det formelle læringsrum, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan, slår Kenneth fast: "Jeg vil jo sige, at de kan klare alt".
Udover grundtræning og fagligt arbejde, som faste elementer på skoleskemaet, så lærer de unge for eksempel at lægge budgetter for sig selv, lave mad, gøre rent og forholde sig til dagens nyheder.
Ambitioner om mere
Det var første gang, at Springbræt Aarhus havde besøg udefra, men Kenneth understreger, at det ikke bliver den sidste. Sammen med projektleder Louis Mogensen har han en drøm om, at Springbræt Aarhus i fremtiden kan blive et samlingssted for en bredere brugergruppe i en vaskeægte højskole ånd:
"Det skal være et sted, hvor alle er lige, uanset om man er udsat eller ressourcestærk. Det er så vigtigt, at vi ikke kun præsenteres for ligesindede. Men det ligger endnu et stykke ude i fremtiden. Til at starte med kunne vi godt tænke os at udvide grundtræningen til en form for fælles idrætsaktivitet ude af huset, i Rådhusparken for eksempel. Så kan eleverne invitere venner og familier og andre, der har lyst, kan dumpe ind.
For Kenneth Andersen, som er 28 år og uddannet inden for idræts pædagogik, er der ingen tvivl om, hvorfor han elsker sit job: "Elevernes udvikling er min benzin på motoren. Det er fantastisk at følge de her unge mennesker. Det, de ikke kan i dag, kan de måske med hjælp i morgen. Og målet er, at de kan uden hjælp i fremtiden" - afslutter han.
Til september har Springbræt Aarhus 1 års fødselsdag og vil da have ni elever fordelt mellem 18-24 år. Tre af dem er nye.
Vil du vide mere eller har det vakt din interesse? Så besøg www.springbraet-aarhus.dk og Facebooksiden Springbræt Aarhus.
Projektet gennemføres i samarbejde med FO-Aarhus og med støtte fra folkeoplysningsloven.