16. marts 2017

Af Annemette Karkov

Når jeg tænker tilbage på min første oplevelse som fluen på væggen i en teoritime på Det Benhårde Musikkursus, vil jeg understrege den fantastiske stemning. Stemningen gjorde, at jeg blev draget fuldstændig med. Rundt omkring sad eleverne med ørerne på stilke og med store smil på læberne og halvtomme kaffekopper foran sig. Den samme passion for emnet som jeg tydeligt fornemmede igennem mine samtaler med kursusleder Jeppe var også at fornemme her. Sammen med Hans Christian underviste de eleverne i musikteoriens besværlige trioler. Jeg var imponeret over det niveau, som lærerne lagde for dagen, men om ikke mere, hvor godt eleverne klarede sig. Rundt omkring i lokalet var der grin og sjove kommentarer. Jeg fornemmede, at det var ved at kombinere humor med noget svært, at lærerne formåede at motivere deres elever.

Det Benhårde Musikkursus er et tilbud for unge mennesker, som brænder for musik og har et ønske om at dygtiggøre sig inden for feltet. Nogle af eleverne har planer om videreuddannelse inden for musik, mens andre er der af ren og skær interesse. Jeg vil igennem de kommende uger vise dig, hvad Det Benhårde Musikkursus har at byde på lige fra soloundervisning til teamets strategier, igennem skrift, billeder og lyd.

Glæd dig til næste kapitel, hvori du får et portræt af kursusleder Jeppe Wessberg Christensen.

Har du allerede lyst til at vide mere? Så tjek hjemmesiden ud eller følg Det Benhårde Musikkursus på facebook eller instagram:

http://www.detbenhaarde.dk/

https://www.facebook.com/DetBenhaarde/

https://www.instagram.com/detbenhaardemusikkursus/