Tales der kulturpolitik, nævnes aftenskolerne kun forbigående, men faktisk kunne man udnytte potentialet bedre.

"De turde gøre alt det, de netop ikke måtte, disse fire vilde drenge, som systemet havde opgivet. Men Chadi Abdul-Karim elskede dem. Ud af hans blide stemme voksede deres skæve liv i denne rå forestilling om udsatte overlevere – og om håb."